Guatemala 2002

En rejsedagbog af Martin Espenhain

Cobán tur natur

17-10-2002 frem til den 21-10-2002	Så har jeg atter tid til at dele mine rejseoplevelser med jer. Jeg har lige været i skole og har fået en masse lektier for. Jeg har nemlig skruet lidt op for det faglige aktivitets niveau, og hvorfor så det? Jo sagen er den, at jeg er ved at være mæt, mæt på oplevelser og derfor har besluttet at lægge flere ressourcer over på skolearbejdet. Det underligt at have stillet sin trang til at opleve nu og underlige ting, men det er altså tilfældet, i hvert fald for et stykke tid. Jeg er dog ikke blevet mere mæt end, at jeg har lade mig overtale til at besøge et museum om kaffe, den lokal musik og deres tekstiler, her til eftermiddag. På denne side vil jeg primært fortælle om transportdelen af vores lille udflugt, da den var en oplevelse for sig. Områderne vi besøgte var naturområder der var meget smukke, og da der ikke et det stor at fortælle om dem, har jeg valgt at lave en side uden den store tekst, og bare lade billederne fortælle deres egen historie.
	Nå, men det var jo sidste weekends oplevelser som jeg gerne ville fortælle om. Tidligere antydede jeg, at bilen ikke verdens bedste bil, og det blev bestemt ikke bedre efterhånden som turen skred frem. Vi forlod Guatemalas ubetinget smukkeste by (Antigua) omkring klokken 14:45 og begav os ud på en tur der skulle tage cirka 4 timer. Vi var ganske fortrøstningsfulde med hensyn til turen, for nu havde vi jo fået vores egen bil med chauffør, og så burde det jo gå ganske let. Vi havde godt bemærket, at bilen rystede lidt medens vi kørte ud af Antigua, men da gader her er lavet af toppede brosten, var vi endnu ikke klar over bilens reale tilstand. Det tog dog ikke mange fem minuttet på den almindelige asfaltvej, at konstatere, at bilen ikke havde det godt.		Her tilbragte vi alt for mange timer denne weekend…
	Det føltes som om bilen have ellipseformede hjul og vi kunne ikke køre hurtigere end 60 – 70 km/t. Det betød også, at vi fik fornøjelsen af at sidde noget længere i bilen. Faktisk nåede det at blive mørkt inden vi kom frem. I Danmark er det ikke det store problem at køre når det er mørkt, men her i Guatemala er det en anden sag.
	Vi kom frem efter 6 timer med 41 km/t i gennemsnit		For det første er næste alle veje her i landet bjergvej, der snor sig rundt, op og ned. For den andet er kvaliteten af vejene ikke altid som man kunne ønske sig. Faktisk var det stykke vej vi fulgte efter mørkets frembrud, i så dårlig tilstand, at vi ikke kunne køre mere en 20 km/t. Der var så mange huller, eller retter sagt kratere, at det føltes som om vi kørte slalom, i et forsøg på at undgå de værste af hullerne. For det tredje blev det svært tåget, da vejene ligger i en højde, hvor skuerne også typisk befinder sig. Nå ja, så er lygteføring ikke det man går allermest op i her i Guatemala. Har man en enkelt lygte bagpå er det vel nok… Trods disse forhold, lykkedes det vores chauffør at bringe os helskindet frem omkring klokken 21:00 – efter 6 timer i bilen.
	Vi var meget glade for at være kommet frem, men det var ikke uden et strejf af bekymring at vi gik til ro, for bilturen skulle fortsætte klokke 5:00 næste morgen. Vi fik sovet en god nats søvn, og var atter klar til at fortsætte turen tidligt næste morgen. Vi havde ikke mulighed for at få noget at spise inden vi tog af sted, så vi gjorde holdt ved en lille landevejskiosk for at skaffe lidt vand og føde. Udbudet her var ikke fascinerende, så jeg var glad for at jeg havde medbragt en nødforsyning i form af en gallon vand og et antal bananer. Vejen vi fulgte fra Cobán var en jordvej, der var ved at blive udvidet, så der var også huller i den, men de virkede ikke så voldsomme som dem vi havde oplevet natten før.		En typisk lille landevejskiosk der sælger vand, kiks, slik og chips – alt hvad man behøver til et nærende morgenmåltid???
	Vores stakkels bil måtte tilført 4 liter vand i time efter at køleren sprang læk.		Anstrengelserne var dog for meget for vores stakkels bil. Da vi havde kørt en lille time, og befandt os cirka midt i ingenting, sprang køleren læk. Her efter måtte vi fylde vand på bilen hver time – sådan cirka 4 liter adgangen. Bilen holdt til hele turen, og vi fik set en meget smukt landskab, der hele tiden skiftede karakter. Lyset, skyerne, formerne og beplantningen ændrede sig konstant, og jeg nøs meget at kigge ud og bare suge indtryk til mig. Jeg forsøgte at tage nogle billeder, men det er meget svært at fange lyset på den rigtige måde, når jeg kun har en lille lomme digitalkamera. Ud over naturen så vi også hvordan man klare den offentlige transport i de mere afsides liggende dele af landet. Chicken busserne kørte naturligvis også herude, men ud over det, benyttede de lokale også almindelige lastbiler som busser. Pickup’er er et andet yndet offentligt transportmiddel, hvor der uden problemer kan transporteres 18 personer.
	Efter 3 timers kørsel var vi fremme i byen Lanquín, der ligger meget tæt på Semuc Champey og grotterne. Dette var målet for vores tur. Vi tilbragte små 3 timer ved Semuc Champey, der bedst kan beskrives som række naturskabte bassiner, hvor der risler vand mellem. Under dette hele løber der en flod hvor vandet er ganske kraftigt. Grotterne var der ikke meget ved, de var oplyst i en sådan grad, at det var svært at fornemme storheden, så vi tilbragte ikke meget tid der. Semuc Champey var meget smukt, og vi fik badet lidt i det varme vand i bassinerne, men vi var dog lidt skuffede da vi atter vendt næserne mod Cobán sidst på eftermiddagen.
	bassinerne ovenover…		… og floden nedenunder
	Lørdag aften spiste vi rigtigt for første gang den dag, så det var en sand fornøjelse at sætte tænderne i en gang saftige medaljoner med en kartofler, grønsager og en kraftig sovs – mums! Sener på aftne var vi tilbage på hotellet, og her udnyttede jeg på det groveste, at de havde rigtig varmt vand. Ikke noget med en dypkoger og vand der blev koldere når man skruede op for styrken. Næ, her var rigtig vaskeægte varmt vand. Det var det bedste bad jeg havde fået i to måneder, og jeg følte mig som et nyt og bedre menneske bagefter. Dagen efter tog vi af sted halvtidligt for vi ville gerne hjem så vi kunne nå at forberede os til vores klasser mandag. Hertil kommer naturligvis at vi ikke havde den store tillid til vores køretøj, så vi indkalkulerede lidt ekstra tid til uforudsete begivenheder. Dem kom der også to af. Én behagelig og én anderledes.
	Først den behagelige: På veje tilbage stoppede vores chauffør ved en biotop hvor vi kunne se hvor smuk Guatemala har været inden de begynde at opdyrke al land, der havde en hældning på under 70 grader. Der var to ruter gennem dette smukke stykke natur, jeg valgte at tage den lange, og mine to følgesvende M/K valgte den korte. Jeg nød at gå den 4 kilometer lange tur alene og bare snuse lugtene til mig, nyde planterne og skoven der i den grad var forskellig fra hvad vi kender i Danmark.		Biotop hvor naturen for lov at være sig selv.
	… tja, billede taler vist for sig selv	… og så den anderledes: På vejen tilbage til Antigua havde vi endnu en oplevelse, der relaterede sig til vores efterhånden højt elskede bil. Midt i et områder der vel bedst kan beskrives som Lucky Luck land – varmt, tørt og med store kaktustræer, eksplodere det ene baghjul. Vi tænkte straks at der garanteret ikke var et reservehjul med, men det var. Det var bare ikke sådan lige at få fri af holderen, for vi kunne ikke rigtig komme til med hjulnøglen nedenunder bilen. Det lykkedes dog for undertegnede i samarbejde med vores chauffør at skifte hjulet, og vi kunne atter fortsætte vores tur hjemad. Det var en af den slags oplevelser der er lidt underlige, men på sin vis god. De andre var ikke voldsomt begejstret, men jeg hyggede mig faktisk ganske godt. Jeg tror at det er en ting jeg har lært i min tid i forsvaret – man kan lige så godt se det sjove, det komiske eller det hovedrystende i en uventet situation. Det gør det en hel del sjovere. Vi kom faktisk tilbage til Antigua, om end noget senere end forventet.
	Efter denne tur er jeg nået til et mætningspunkt for udflugtsoplevelser, og jeg har besluttet at jeg vil holde en lille pause i mine rejseaktiviteter. Jeg er ganske simpelt ved at være træt af nye indtryk, og vil bruge de næste uger på at læse lidt mere spansk. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at min næste rejseaktivitet bliver omkring d. 15. november, hvor jeg skal til Honduras for at se på Maya ruiner og forny mit visum. På den næste side finder du en række billeder fra denne tur. Da det primært har været smukt og ikke tankevækkende mener jeg, at billederne beskriver det bedre end min ord.