Guatemala 2002

En rejsedagbog af Martin Espenhain

Peptobismol og andre lyksaligheder

19-09-2002	Så har jeg fået min velkomst hilsen af Guatemala – det er en populær måde at omtale den første gang man får diarre. Efter turen til Lago de Atitlán har min mave ikke været helt på toppen, så jeg har sikkert spist noget, der ikke var helt rent.
	Jeg fortalte det til Celia i dag, for jeg havde ikke lavet mine lektier, da jeg har haft en ekstremt behov for sovet. Hun spurgte om jeg tog noget medicin for at komme over det, og det måtte jeg jo erkende at jeg ikke gjorde. Jeg spiser normalt ikke medicin medmindre det er bydende nødvendigt. Når man opholder sig i Central Amerika forholder det sig bare anderledes end derhjemme. Her tager man per automatik noget håndkøbsmedicin, og virker det ikke indenfor to dage, ja så skal man til lægen. Herovre er man mere vandt til, at man rager nogle bakterier eller vira til sig. Celia anbefalede at jeg købte noget der hedder Peptobismol. Peptobismol kan vel bedst beskrives som et rengøringsmiddel til indvortes brug. Det lugter som toiletrens, er lyserødt som Huba Buba, er tyk flydende som sirup og smager som amerikansk tyggegummi – alt i alt en meget ubehagelig cocktail. Miksturen skal indtages hver halve til hele time, dog maksimalt 8 gange i døgnet. Jeg skal hilse at sige, at det er en kedelig tendens til at få en til at bøvse, hvilket minder én om, at smager er designet for amerikanere.		mirakelmiddel mod diarre… måske
	Jeg har også talt med Oscar om det, og han siger, at hvis ikke det er væk i morgen ( med assistance fra peptobismol ), så skal jeg forbi et laboratorium. Oscar kender direktøren på et privathospital her i Antigua, så jeg kan bare gå forbi og få en flaske til en afføringsprøve. Selve analysen klare de i løbet af en dag, så hvis jeg aflever prøven om morgnen, så har de svaret klar om eftermiddagen. Det må siges at være lidt mere effektivt end hjemme i Danmark, hvor det ville kræve uger. Skulle det vise sig at der er nogle bakterier eller lignende, ja så udstyrer de mig med en recept. Jeg skal altså ikke forbi en læge, men en tur forbi et privat hospital – men altså kun hvis ovennævnte mirakelrasminikur ikke virker.
	Her er Estela i gang med at lave en tortilla. Det tager ikke mange to øjeblikke for hende at klappe en tortilla. Personligt er jeg glad for at jeg ikke skal lave alle tortillaerne, for så ville vi alle gå sultne i seng.	I går havde jeg fornøjelsen af at øve mig i at lave tortillas. Dejen er meget let at lave, for man tager blot en mængde majsmel og tilsætter en mængde vand. Dejen skal have konsistens som modellervoks. Kunsten at lave tortillas er ikke dejen, men at forme dem. Det kræver virkelig meget øvelse, for de skal både være pæne og runde, samtidigt med at de skal være tynde. Formningen sker ved at klappe en klat dej mellem fingrene på den ene hånd og håndfladen på den anden hånd. Det er en god ide at fugte hænderne lidt.