Guatemala 2002

En rejsedagbog af Martin Espenhain

”Jeg har været på vulkaner”… eller i hvert fald én.

26-08-2002	Så begynder endnu en uge. Det er nu jeg skal til at finde ud af, hvordan min hverdag kommer til at være, for jeg starter morgenundervisning fra i dag. Jeg har også meldt mig ind i et træningscenter, så jeg kan kom til at bruge min krop lidt. De har alle mulige slagstræning, men til at begynde med tror jeg bare, at jeg vil hoppe op på en af cyklerne. Det har aldrig rigtig været mig, at skulle bruge alle mulige maskiner for at få lidt motion, men i Antigua er det nødvendigt. Det er ikke muligt at cykle eller løbe i byen, da gaderne er lavet af toppet brosten, og bilerne kører en smule interessant ( lettere hasarderet ). Uden for byen skal man ikke færdes alene som gringo ( hvid turist ). Stedet som jeg har fundet ligger i den anden ende af gaden hvor jeg bor. Det koster 200Q for en måned hvilket svare til små 200 kr. Det giver mig ret til at træne så meget jeg har lyst til, og deltage i al undervisningen på stedet.
	I går var jeg på en tur sammen Nestlin. Vi skulle bestige den største aktive vulkan i Guatemala – Volcan de Pacaya Vi havde dagen før købt billetter til turen hos Gran Jaguar, et af de lokale turistbureauer. Turen tager ca. 8 timer fordelt således: 1 ¾ time i bus til vulkanen 2 timer til at bestige vulkanen 2 timer til at komme ned igen 1 ¾ time hjem igen den sidste ½ time er til den forventede forsinkelse. Afgangstider skal man tage med et vist gran salt.	Blyanten peger på Volcan de Pacaya
	Dette er Nestlin og jeg i bussen	Til turen havde jeg brug for lidt proviant, for vi ville først være tilbage i Antigua omkring kl. 21:30. Jeg tog derfor med i supermarkedet for at shoppe lidt; 2 bananer, 3 l vand og pose fiberboller der hed Europa ( de spiser vist ikke selv groft brød ). Bananerne sager for resten ganske fortræffeligt og koster næsten ingen ting. Jeg gav 1,25Q for to bananer, men jeg kunne sikkert have købt dem billigere på markedet. Vi mødtes foran Gran Jaguar kl. 13:15 som vi havde fået besked på, men bussen som skulle køre med, kom først lidt i 14:00. Nestlin sagde, at det var ganske normalt. Da bussen kom, hang udstødningen og daskede på vejen. Bortset fra det, virkede den ikke svært livsfarlig. ( læs: bussen ville ALDRIG komme gennem et syn i Danmark )
	Turen ud til vulkanen gik fint, og vi blev sat af ved indgangen til vulkanområdet, hvor vi blev mødt af en lokalguide. Det koster 25Q at komme ind, hvilket dækker omkostningen til den lokaleguide, samt vedligeholdelse af naturparken. ( lokale skal betale 10Q ) Vores gruppe var på 10 personer, og det viste sig heldigvis at alle var i stand til at gå i et pænt tempo. Det er en meget stor fordel, for det bliver mørkt kl. 19:00, og hvis ikke man kommer ned inden da, er det nødvendigt at bruge lommelygter til at finde vej. På vej op havde blandt andet udsigt til en meget smuk vulkansø.	Denne vulkansø er over 100 meter dyb – det er et gammelt krater.
	Der var ikke meget at se i skoven.	Det viste sig, at der ikke rigtig var tale om at bestige en vulkan, men snarere at vandre på en vulkan. Det var faktisk kun den allersidste del af turen, som var lidt krævende. Det meste af turen var som at gå i en stejl skov. Det undrede mig lidt at der ikke var nogle dyr i skoven. Ifølge vores guide, er der kun nogle små ugiftige slanger og lidt fugle. Selve skoven bestod af nogle spinkle træer og en masse buskagtig vækster. Det mest interessante var nok at se de forskellige snylte planter, der vokser på træerne.
	Det viste sig, at vi ikke gik på selve vulkanen på vejen op, men på et bjerg lige ved siden af. På toppen af dette bjerg, var der et plateau med meget sparsom vegetation. Her var også en masse hunde der tiggede efter mad – sjældent har jeg set så velopdragede hunde. Hundene fulgte os hele vejen op til toppen af vulkanen, og tilbage igen. Jeg formoder, at de er vant til at der falder lidt godt af, når turisterne spiser. På dette tidspunkt var Nezleen sikker på at hun ikke ville længere, men hun lod sig overtale til at følge med til toppen. Det skal lige siges, at det er første gang hun overhoved er ude at vandre. Bare tanken om at skulle op til kanten af en vulkan, gjorde hende nervøs.	Plateauet før selve vulkanen.
	Dette er mig på vej op ad min første vulkan.	Turen resten af vej op foregik i vulkanskslagge, der bedst kan beskrives som et kæmpe bjerg af meget fint granuleret lecca nødder. Det var hårdt for knæene for teknikken er at gå sidelæns med fødderne, så har man hele støvlens kant, at stå fast med og fordele vægten på. Gør man ikke det, og jeg tro jeg var den eneste der kendt til denne fidus, skrider man et ½ skridt tilbage… også er der meget langt til toppen! Som du nok kan se på billedet, blev det temmelig tåget ( eller retter, vi gik i en sky ). Personen lidt længer fremme er knap 10 meter borte. Skyen betød, at vi ikke kunne nyde udsigten til de tre andre vulkaner, nemlig Agua, Fuego og Acatenango. Det er de tre vulkaner der omgiver Antigua. ( se kortet foroven )
	Kanten af krateret – man kan se røgen komme op.	Gruppen på toppe – undtagen fotografen
	Det var ekstremt koldt og vind om blæst på toppen, men vores guide viste mig et sted, hvor der kom varm svovlholdig gas op. Han gav mig en sten fra hullet, og den var dejlig varm. Jeg fiskede en lidt stor sten op af hullet, der var meget varm. Den virkede som håndvarmer hele vejen ned igen. Turen ned gik ekstrem hurtigt, for man skred næsten hele veje – en ny afart af boot-skiing ( et begreb der blev opfundet under en tur i Lapland, nogle år tilbage ). Billedet vise en af de små hunde der fulgte med os til toppen.	Nedturen var ekstrem smuk! Her ses Agua, den store vulkan ved Antigua, samt tvilling vulkanerne Fuego og Acatenango.
	Resten af ture gik let og smertefrit. Vi kom ned af vulkanen inden det blev rigtig mørk, hvilket var meget godt ( sikkert ). Efter at være blevet overfaldet af en flok børn der ville sælge sodavand og tigge om penge, var det på tide at sige farvel til guiden – en meget flink person. Da vi kom hen til vores bus, måtte den skubbes i gang –meget betrykkende. Noget der vitterligt var betrykkende var, at der var to betjente, der fulgte med i bussen indtil vi kom ud på en af de større veje. Herfra gik det bare der ud af. Vi var tilbage i Antigua omkring 20:30, eller en time tidligere end forventet. Efter at have vasket fødder og hænder, gik vi ned og spiste en pizza og så var det ellers godnat. ( vi spiser ikke hjemme om søndagen – det er deres velfortjente fridag )