London den 2. juli 2004 kl. 10:45 dansk tid

Lige nu er vi i London, og vores fly til Miami er forsinket 1 time og 5 minutter. Vi har haft en del bøvl med bagagen… for det første har British Airways ændret reglerne, så man kun må have 23 kg med i stedet for 2 x 32 kg – vi havde vist i omegnen af 100 kg i alt, men vi fik lov at komme med denne gang. Det betyder, at vi skal kontakte flyselskaberne og sikre os, at vi kan få alle vores ting med os hjem igen... Da vi kom om bord på flyet til London, fik vi af vide, at vores håndbagage er for stor. Stewarden sagde, at vi skulle tjekke vores håndbagage ind, men det kommer til at knibe, for vi har sådan set tjekket ind hele vejen til Guatemala. Vi skal nu prøve at smugle vores ekstra volumen og kg med over Atlanten. De ville heller ikke opbevare vores tyfus medicin på køl, men heldigvis holdt Sines mors frosne ærter sig kolde hele vejen til London.

Nå, men ellers er det gået fint… jeg (Martin) glæder mig til den lange tur over Atlanten, for så kan jeg få sovet lidt :o) Hvad er det, man plejer at sige, intet er skidt uden, at det er godt for noget. På grund af forsinkelsen har Sine fået købt en bog, som hun længe har snakket om, og lidt creme til ansigtet.

Guatemala den 4. juli 2004

Nu er vi velankommet i Antigua og har mødt familien, som vi skal bo hos - de virker meget flinke.

Den sidste del af turen fra London til Guatemala gik ok, vi fik lov til at få opbevaret vores medicin på køl, og der var ingen problemer med at få vores håndbagage med.  Da vi ankom i Miami, var vi lidt sent på den, så vi fik fat i en lufthavnsfunktionær for at høre, om vi kunne komme hurtigere genne immigrationskontrollen, da vi gerne ville nå vores forbindelse videre til Guatemala. Vi fik at vide, at vi skulle stille os hen og vente på, at der kom en, der kunne vise os videre. Det skal lige siges, at der mildt sagt herskede kaos i lufthavnen, og efter et stykke tid havde vi på fornemmelsen at vi var blevet glemt. Efter at have debatteret et stykke tid med en anden stresset lufthavnsfunktionær, blev vi sendt videre. Let små løbende fandt vi vej frem til en ny paskontrol, hvor der kun var ganske få i kø og herfra videre til gaten - MEN da vi kommer frem til gaten viste det sig, at flyet er forsinket lidt over 2 timer... Det gav dog lidt stof til eftertanke - der var ekstra kontrol ved gaten til flyet TIL USA, fordi amerikanerne forlanger det, men der var ærligt talt kaos hos dem selv...

Vi bor i det syd-østlige hjørne af Antiguas gamle bydel. Det er (desværre) tæt på busholdepladsen og marked. Desværre fordi det betyder masser af støj, især om morgenen, og snavs og lidt omtanke, om ens hjemvej, når man går hjem aftenen. Men så er det heller ikke værre. Familien er til gengæld et hit. I huset bor Miriam, Roberto og Miriam... Den ene Miriam er husets mor og den anden en 18-årig datter. Om aftenen huserer også mormoren, der er en gammel dame på 80 (Nu ikke noget med at blive fornærmet), der ikke vil sove alene i sit eget hus. Hun bor lige overfor os - om aftenen, når vi skal spise sidder hun og ser fjernsyn - vi siger "Hola", og så kigger hun en smule op - og svarer vist nok "hola" - det er ikke helt til at sige - hun er yderst fredelig - om morgenen, når vi står op (kl. 6.30) er hun forsvundet hjem igen. Miriam og Roberto er i 50erne - han er lige gået på pension fra et job som rejsende sælger - og sysler lidt med at starte noget "business" - hun har arvet en butik i byen, der sælger børnetøj og andre småting, fra sin mor. Miriam den yngre er en smule retarderet og har også nogle fysiske "fejl". Jeg (Sine) fatter ikke så meget, når nogen som helst taler spansk for tiden (det kommer nok), men Martin siger, at hun er svær at forstå. Hun opfører sig i hvert fald lidt teenage-agtigt, men er ellers meget fredelig. Miriam den ældre gør meget ud af at tale med os, hvilket er virkeligt rart. Hun taler noget engelsk. De har en ældre datter, der blev gift med en amerikaner sidste år, og Miriam har i den anledning fået opfrisket sit engelske. De har også en søn, der bor i Guatemala City sammen med sin venezuelanske kæreste.

I næste uge skriver vi noget om byen, arbejde og skolen.

Så får I ikke mere for den 25 øre. Slut prut.