Som turister flest købte vi en tur med "hotel basico og 3 landsbyer". Dvs. vi boede i byen Panajachel sammen med et hav af andre rygsæksturister, der er på landevejen for at besøge flest mulige diskoteker... hvilket helt klart præger byen, som vel nærmest udelukkende lever af turisme, dvs. bådsejlads på søen, turistmarked, hoteller, restauranter og ikke mindst diskoteker og barer. Den by er der ikke meget ved, hvis man gerne vil opleve landet.

San Pedro La Laguna: San Pedro var første stop efter en times sejlads - vi var allerede skjoldet og havde glemt vores solcreme. Rimelig kikset, når vi skulle sejle hele dagen og solen brænder tyve gange så stærkt som i Danmark...

Personerne på billedet til højre er nogle tilfældige følgesvende fra Tyskland samt en sælger, der efter sigende skulle være en fattig lokalt sælgende, men hun havde altså guld på tænderne og indtog en læskende drik på samme restaurant som os i San Pedro.

Men prøv også at kigge på damens tøj. Spanierne tvang Guatemalas befolkning til at gå i bestemte dragter, alt efter hvor i landet de kom fra, for at kunne genkende dem. De skulle nemlig arbejde for den spanier, der havde fået jorden i området af den spanske konge. Mange, især kvinder, bærer stadig tøjet og er meget stolte af det. Omkring Lago de Atitlan bærer mange mænd også disse traditionelle dragter, men vi ser dem overhovedet ikke i Antigua.

Santiago Atitlán: Her bor Maximón, som er en lokal maya-gud, som det ikke endnu ikke er lykkedes katolikkerne at fordrive. Det er ikke rigtig nogen ikke-maya, der ved, hvorfra Maximón stammer, men han skulle måske være en sammensmeltning af den spanske erobrer Pedro Alvarado, Judas og en gammel maya gudskikkelse "Mam". Mærkeligt at de i dette land skulle forgude en erobrer, der udslettede uendelig mange landsbyer og fratog mange andre deres selvstændighed og til dels også deres religion! 

Men spanierne havde det let - mayaer bekrigede hinanden indbyrdes - faktisk kan de stadig ikke finde ud af at slå sig sammen og skaffe sig politisk indflydelse, hvilket sammen med fattigdom, analfabetisme og korruption er et af de væsentligste problemer for demokratiet her.

Maximón er lidt af et unikum - han kan både helbrede sygdomme, ophæve forbandelser, spå, vinde retssager og velsigne afgrøder... men så har han også brug for rigelige mængder rom, brændevin, cigarer, penge og mad.

Han bor ikke i kirken eller noget andet permanent sted, men flyttes konstant rundt mellem forskellige hemmelige loger, fordi det katolske kirke med jævne mellemrum forsøger at skaffe ham hinsides. I 1950erne var der for eksempel en biskop, der stjal Maximón og solgte ham til en arkæolog, som forærede ham til et museum i Europa. Museet indvilgede dog i at sælge deres tyvegods til de lokale!

Det er lidt interessant med de katolske kirker herovre - det er ikke rigtig til at sige, om de vitterlig er katolske - for eksempel tænder mayaerne også lys ved deres templer og lysene ligner de lys, katolikker tænder i kirken. Det er vist også ganske uvist, hvilken symbol status forskellige helgener har for forskellige troende herovre.

Nogle gange lader mayaer vist bare som om, de tilbeder en katolsk helgen, men i virkeligheden beder de på deres eget sprog til en maya gud. Smart ikke? Og de er også smarte nok til ikke at indvilge fremmede i den mayaske tro.

Den katolske kirke har også måtte gå med til at begrave folk i kirkens kælder, som det er tradition hos mayaerne, ligesom de også har måtte går med til at begrave folk i kasser over jorden på kirkegårdene. Det ser lidt besynderligt ud!

Vi nåede at sluge noget frokost i denne by og se kirken - men ville ikke betale en lokal for at se Maximón. Ham kan man se alle vegne i kopi og lad dog de lokale have deres tro i fred!

Chichicastenango: Efter en søvnløs nat på vores hotel basico og intet bad, da vandet kun havde en temperatur, og den var alt for tæt på kogepunktet til vores sarte kroppe, var vi friske og frejdige til en dag på Latinamerikas største marked. Hold op, hvor var det stort og kaotisk! og egentligt meget interessant, fordi det var et marked mest for lokale og ikke som i Antigua og Panajachel skarpt opdelt i turist-land og lokal-land.

Til gengæld var det ikke særligt lækkert! Det lugtede, og der var friske kyllinger her, der og alle vegne i direkte sol og intet til at hæmme bakterievækst. Intet under at mange lokale har tilbagevendende maveproblemer. De sidder også gerne med hænderne nede i maden, rører ved penge og alt muligt andet uden at have adgang til rent vand.

Og så var der en trillion-trilliard mennesker, der skubbede og ikke forstår konceptet hensyntagen. Så vi foretrak hurtigt til de mere perifere gader og stræder. Men vi fik da købt nogle småting og hyggede os meget godt.

På vej hjem var vi bombede, men fik dog lige et billede af en Pepsi landsby, se billedet. Pepsi betaler tilsyneladende for at få opført huse, butikker og skoler i Pepsi-farver, hvilket vel er en vind-vind situation - Pepsi får lidt reklame, og de lokale får tag over hovedet, men hvis man er fattig og ikke alt for velernæret, er det jo nok at foretrække med noget rent vand i stedet for sukkervand. Men det er vel bedre end snavset lokalt vand.

Det var en dejlig tur, men hvor er det også befriende at være tilbage i gode, gamle rolige og fredelige Antigua - her respekterer gadesælgerne ligefrem et nej tak!