San Pedro og Tecpan

Hej igen - det er vist ved at være et godt stykke tid siden, vi har skrevet noget til hjemmesiden. Det er mest, fordi vi bare har passet vores hverdag, ikke fordi I er gået glip af det helt vilde. Men sidste weekend var vi på farten igen - denne gang sammen med Martins forældre, som er her i Guatemala i 3½ uge. De ankom sidste søndag, men er i Tikal oppe nordpå i de her dage for at kigge på junglen og nogle maya-ruiner. Vi tager derop senere, når Sines forældre kommer og besøger os i oktober.

Lørdag gik turen endnu engang mod Lago de Atitlan, men denne gang til en landsby, der ligger ved søbredden og foden af San Pedro vulkanen. Vi havde læst os til, at denne vulkan var den nemmeste at bestige af de tre vulkaner ved søen, og da vi besøgte byen på vores rundtur ved søen (den 14-15. august) sagde de på et hotel, at turen op på vulkanen og ned igen ikke var andet end en gåtur på maks. 6 timer... Så vi pakkede vores vandrestøvler og regntøj og drog af sted fra Antigua lørdag morgen. Vi kunne så begynde opstigningen lidt efter kl. 10 - det var jo i god nok tid, når det skulle tage 6 timer, og vi bare skulle være nede igen inden mørkets frembrud. Friske, som vi var, sagde vi nej tak til at blive kørt så langt, som det var muligt.

   

Desværre havde nogen forregnet sig fuldstændigt. For det første var det en ualmindelig hård gåtur for Martins mor, for det andet så er middagssolen pænt stærkt og sidst, men ikke mindst er det ikke særlig fedt at være på toppen af en vulkan i tordenvejr, og tordenvejr er ikke spor ualmindeligt ud på eftermiddagen. Så da vi nåede et fremragende udsigtspunkt efter tre timer, spiste vi vores frokost, kiggede lidt på regnen på den anden side af søen og udsigten til, at vi endnu manglede halvdelen af turen op, og besluttede, at vi hellere måtte vende næsen nedad. Det var også klogt nok - for da vi kom ned til vejen efter en lille time styrt øs regnede det. Det holdt op igen, og vores guide forslog, at han viste os byens kirke og marked, ligesom vi sad lidt sammen med nogle lokale og kiggede på, hvad der må svare til en serie-7 fodboldkamp derhjemme - det var ikke kønt.
   
Turen op ad vulkanen gik gennem nogle marker, hvor jorden har en hældning på mere end 45 grader. Markerne ser skægge ud, fordi det ligner patch-work af bitte små kvadrater  - i hvert fald, når man ser dem på afstand - i virkeligheden er de heller ikke så store. Den sti, vi gik på, bruger de lokale også til transport af afgrøder og som vej ud i markerne. Prøv at se de mængder træ, manden på billedet bærer på! Vi fik desværre ikke nogle billeder af folk, der arbejder i markerne, men det gør de ved håndkraft. Det er et problem for deres velstandsniveau, at de producerer i meget små enheder, fordi det ikke er særligt effektivt, men den enkelte bondemand udnytter sin egen jord med henblik på at være selvforsørgende, i stedet for at producere ens varer i rigelige mængder med henblik på salg.

På San Pedro så vi mange majs og kaffemarker. Vi har på et tidspunkt hørt en amerikaner påstå, at storproduktion af majs i USA kan være otte gange mere effektivt end den enkelte landmands produktion her - hun havde ikke helt styr på alle sine påstande, men der er nu nok noget om snakken - en produktion uden maskiner, uden uddannelse og i små enheder kan ikke være svær at konkurrere med målt på effektivitet.

   

Mange landsbyer ligger gemt i majsmarkerne - dette billede er taget på vej til Chichicastenango.

 Nu drejer alt sig jo ikke om effektivitet, og så alligevel for et samfund som her. For vi snakker ikke om, hvor meget overflod, der er tilstede. Vi snakker om mad på bordet, tag over hovedet og skolegang til børnene, så måske ville det hjælpe den enkelte bondemand på sigt, om han tog chancen, men man kan også godt forstå, at han ikke tør opgive kontrol over det, han nu engang faktisk har.

Søndag gik turen, som traditionen vil, videre til marked i Chichicastenango. Hvis du gider læse om dette marked (Mellemamerikas største) og ikke har gjort det endnu, så tjek dagbogssiden for den 15. august. Vi gad det ikke en hel dag igen; omvendt så er det specielt og et godt sted at opleve Guatemala, så Martins forældre skulle næsten se det, så vi havde arrangeret, at vi blev hentet igen efter nogle få timer og til gengæld nåede at besøge ruinerne ved Tecpan.

   
Der er mange, der hellere vil springe over mod nogle flere timer i Chichi. Synd for dem! Men så desto meget mere fredeligt for os andre. Iximché, som ruinerne hedder, er det første sted, vi har oplevet, at de lokale, helt almindelige mennesker holder fri og hygger sig. Hver søndag myldrer Antigua med rige guatemalanere fra hovedstaden, der er i byen for at vise sig på de rigtige restauranter. Men i Iximché var helt almindelige familier og kærestepar i lokalt tøj og udseende som indfødte, på udflugt med deres skovturskurv og engangsgrill. Meget underligt at vores Guatemala guide anbefaler besøg på hverdage, hvor der ikke er nogen lokale, for dét syn var turen værd i sig selv. Til gengæld var der næsten igen turister - vi så ikke nogen, kun en enkel anden turistbil på parkeringspladsen.

   

Iximché er en delvist udgravet Kaqchikel-bosættelse. Kaqchikelerne er en oprindelig befolkningsgruppe i Guatemala, der oprindelig boede ved det, der i dag er Chichicastenango, men da deres byer blev underlagt de rivaliserende quiché-indianere, flyttede de for at bevare deres selvstændighed længere mod sydøst og oprettede omkring år 1470 deres nye hovedkvarter i Iximché. Da spanierne kom til området omkring år 1520, skyndte de sig at alliere sig med spanierne (med eroberen Pedro de Alvarado) for at være med til at undertvinge sig quiché-indianere (og senere tz'utujilerne ved Lago de Atitlan).
   
Men spanierne havde jo ikke tænkt sig at være ligemænd med disse indfødte og lade dem være i fred, fordi de engang havde været allierede, så de slog sig ned ved Tecpan, hvorfra de holdt skarpt øje med kaqchikelerne og afkrævede dem høje skatter. Derfor flyttede kaqchikelerne ud i bjergene og forlod deres ellers rimelig nye hovedkvarter. De indledte en guerilla krig, og det er faktisk årsagen til, at spanierne flyttede videre mod Antigua. Men hvorfor kaqchikelerne ikke vendte tilbage til Ixiché, ved vi ikke. Spanierne flyttede allerede videre i 1527, så det kan ikke være, fordi byen allerede var gået i glemmebogen.

   

Da spanierne ankom til området, boede der omkring 10.000 mennesker i Iximché. De ruiner, vi så på, består af fire tempelpladser, nogle blodbaner og nogle pyramiderester. Der skulle også være en ritual / offer plads, som mayaerne bruger i dag, bag ved ruinerne, men den var ikke umiddelbart synlig, og vi havde ikke lyst til at begive os på afveje væk fra folkemængden - dét er ikke rigtig en mulighed her, og desuden er turister nok heller ikke særlig velkomne sådan et sted. Men det var meget interessant at se ruinerne - det er utroligt, hvad de har kunnet bygge, især fordi de ikke kendte til fx hjulet, men desværre betyder det nok bare, at det også har været rigtigt seriøst hårdt fysisk arbejde for de stakler, der var bunden og skulle udføre det manuelle arbejde. 
   
Det var også sjovt at forsøge at regne ud, hvad der var hvad - desværre var der ingen facitliste at kigge på bagefter, da museet af en eller anden grund var lukket. Men måske var det ikke så svært endda. Der er noget med, at ruinerne er placeret i forhold til sol, måne og planeter - hvordan ville være sjovt at vide, fordi det var svært at gennemskue, at der var system i pyramidernes placering. Nok havde mayaerne intet hjul og deres samfund var også på andre måder mindre udviklet end vores, da spanierne kom til Guatemala. Men de havde ret stor viden om astrologi og et mere præcist kalender system end det europæiske system, vi - og i dag også de  - bruger.

 

Sine og Martin Lindegaard Espenhains hjemmeside