Martins fødselsdag

Ja, den slags er det jo tid til engang imellem. Martin rundede jo 31 i tirsdags, og dét skulle fejres.

Derfor havde vi plyndret en rum mængde groft brød, en enkelt ægte dansk blåskimmel ost og marmelade med rigtige frugter hos den lokale amerikansk-ejet delikatessehandel og det franske bageri for crossianter og kanelsnegle for at lave morgenmad til os, Martins forældre og familien. Familien glædede sig vildt til dette underlige morgenmåltid, og forældrene spiste da også høfligt af blåskimmelosten, selvom vi ihærdigt sagde, at de ikke behøv, hvis de ikke kunne lide det.

   

Jeg havde også købt en højst besynderlig kaffemølle hos franskmanden. Den er fra Sverige og ved første øjekast, har Martin, Martins forældre og jeg selv påstået, at det er en kødkværn. Men den har en anden dims, der hvor kaffen spyttes ud, og selv familien her siger, at det er det, de har prøvet at forklare os, at sådan ser en kaffemølle ud her, så den er vist god nok... Så Martin fik den og en kaffebog i fødselsdagsgave af mig.

Vi spiste frokost sammen med Martins forældre og vores lærer, Celia, på en af byens gode restauranter. Dét fik os til at snakke om en af de helt store forskelle mellem Danmark og Guatemala, nemlig begrebet mindsteløn. Dette fremragende måltid kostede nemlig hele 400 kroner for os alle fem tilsammen. Dét fik Martins far til at udbryde noget i retningen af "Ikke mere!"

   
Men det er altså mere end en ugeløn for Celia - hun gjorde store øjne, da vi diskuterede, hvad det ville have kostet i Danmark, men det var intet mod størrelsen af hendes øjne, da vi sagde, at mindstelønnen for fuldtidsarbejde er noget, der ligner 20.000 Q pr måned og godt 10.000 Q efter skat i Danmark - det svarer til, hvad en rengøringskone her tjener på 20 måneder - altså godt og vel 1½ år - eller hvad en fuldstids-sprogskolelærer  tjener på 3 måneder - hvis de vel og mærke er så heldige, at der skulle være 2 elever til dem i alle ugerne, hvilket vist er noget af et særsyn (de arbejder sjældent mere en halvtid, på nær i juli måned).

   

Vi besøgte også Casa Santo Domingo, som er Mellemamerikas dyreste hotel (det koster under 1000 kroner for en overnatning på et dobbeltværelse, en slags penge, men ikke specielt mange), men hotellet er også en ruin. Hotellet betaler for, at ruinen løbende bliver udgravet, og bygningerne huser  i dag 4-5 museer, en delvist restaureret kirke og nogle udgravede krypter, men man ved også, at der er mere at komme efter, så de graver stadig. Stedet har engang været Guatemalas største og rigeste kloster. Der er bygget er dominikanermunke, og kirken var i en periode byens mest overdådige, men også dette bygningskompleks styrtede sammen ved et jordskælv. I dag udgraver man så ruinen og forsøger at gætte sig til, hvad tingene har været brugt til. Men fx har man fundet en masse skeletter af børn, som man ikke rigtig ved, hvordan skulle være endt dér (eller også så er sandheden for grim til at blive sagt højt - der har ikke været hospital eller lign.).

 

  
Efter besøget vendte Martin tilbage på arbejde, hvor lærerne overraskede med sang, kage og tja, denne her dukke børnene bruger til at slå på til fødselsdage og som normalt indeholder søde sager - det gør Martins nu ikke. Familiens yngste - Pedro på 2½ - forstår ikke helt, hvorfor vi ikke skal slå Martins papdukke i stykker. Den må da indeholde søde sager!

Om aftenen spiste vi sammen med familien. Vi havde købt en kage til dessert - det havde familien desværre også - men denne overflod var dog til børnenes helt store glæde. Vi spiste også en særlig fødselsdagsspecialitet til hovedret - noget, der ligner en stor nacho med rødbeder, gulerødder og salat... hmm... Gid vi havde været sulten, men det føltes som om, vi lige havde rejst os fra frokostbordet.

   

Martins forældre bor her i huset sammen med os, hvilket er rart, fordi det er en noget anderledes oplevelse, når man rejser at bo hos en lokal familie og ikke kun se hotelværelser. Men hvis I spurgte dem den morgen, vi drog af sted mod San Pedro, om de var glade for at bo her, var svaret nok et rungende nej... Det havde nemlig regnet kraftigt, og vindretningen var anderledes, end den plejer, så de havde sovet i en vandseng... De stiller ikke helt de samme krav til håndværkernes grundighed her (eller er det deres egen...?), som vi gør derhjemme... tja, så der var altså temmelig utæt på taget og ved deres vinduer. Det er ikke værre end, at enten lykkes det familien at få styr på det i weekenden eller har det bare ikke regnet siden, imens der har været vind fra øst. Men det er desværre ikke atypisk, at det ikke er gjort mere ud af tingene.
   
Martin få grå hår i hovedet på arbejdet i øjeblikket, fordi de andre ikke er nær så pernitten gryn, som han selv. Og familien spørger om, hvad vi synes med ting og sager med deres forretninger - vi skal passe lidt på ikke at virke for kloge og som om alting er bedre i Danmark, men håndskreven skilte og reklamer lugter bare ikke af professionalisme for en europæer... Martin og Martín skal lave hjemmeside til ejendomsmæglerforretningen lørdag, eller rettere helst så skal den ene Martin lære den anden Martín, hvordan man laver hjemmesider. Derfor har vi kigget lidt på de andre ejendomsmægleres hjemmesider, og vi er absolut uenige med Martín, om hvad der syner godt, og hvad der er forstyrrende lir (Det betyder noget, hvad vi synes, fordi rigtig mange af huskøberne herovre er udlændige og kommer fra en kultur, der ligner vores mere end deres.)

   

Forleden kom de to andre projektmedarbejdere på skolen med en kommentar til Martin om, at han altid siger "hvorfor". Martin sagde, at hvis han ikke spurgte, vidste han jo ikke hvorfor og kunne jo ikke bruge svaret "nej" eller "ja" til ret meget. Dét er en fremmede attitude for dem; her tager man blot svaret til efterretning; især chefens. Det må gøre det rigtig svært at være chef - man skal have fingrene nede i ALT - alt hvad folk skal lave skal udpensles, ligesom det skal udpensle hvornår og til hvilket kvalitetsniveau og hvis man vil have opgaven udført, skal det også løbende kontrolleres i hoved og... Men måske er denne "godt nok" holdning også en årsag til at meget af det, der er virkelig godt - fra et kvalitetsmæssigt synspunkt - meget ofte er ejet af udlændige. Noget af en nitte ved denne mentalitet er også, at man selv skal være obs på, at folk overholder en aftale, man har lavet med dem. Ikke fordi de ikke vil overholde en aftale - de husker det bare ikke.

Før vores tur til San Pedro og Tecpan (se den 5. september), så fik vi også en opvisning af polykrom tidsopfattelse, der tangerede hen mod en karikatur. Det tog mere end en halv time for ejeren af et rejsebureau at skrive vores navne 2 gange på hver sin blanket, fordi han konstant lod sig forstyrre af alt muligt, på trods af at vi sad lige foran ham og ikke lagde skjul på, at vi havde travlt! Ikke noget under at han selv var komplet forvirret og stresset!
   

Det var alt for nu - kig ind igen snart. Søndag til tirsdag skal vi på tur til området omkring Coban og se på en limstensbro, en klippehule og en biotop. Onsdag er det uafhængighedsdag og helligdag, den skal vi tilbringe i Antigua stille og roligt, men må nok også hellere kigge forbi den centrale pladsen og kigge på parader. Torsdag til mandag går turen videre mod Copan, Honduras, for at se på ruiner og for at få fornyet visum, og derefter mod Guatemalas caribiske kyst, nogle sejlture i bugten og på en flod, vandfald & varmtvandskilder, stenskulpturer og endnu en maya-ruin på vej hjem igen. Men så tager Martins forældre også hjem, og vi skal passe vores hverdag, indtil Sines forældre ankommer ti dage senere...

Sine og Martin Lindegaard Espenhains hjemmeside