Copán i Honduras
| I torsdag startede vores sidste tur med Martins forældre Vi skulle have fornyet vores visum - det tager to-tre lange dage i Guatemala City, hvis man ikke vælger at forlade landet for en kort stund. Selv INGUAT - det nationale turistkontor og den relevante myndighed - og Guatemalas konsulat i København anbefaler det sidste. Og så er det jo heldigt, at der lige på den anden siden af grænsen mellem Honduras og Guatemala ligger en af verdens største kulturarve ifølge UNESCO - Copán ruinerne, som er endnu en maya ruin. Indrømmet så er det en af 4 maya ruiner, vi kommer til at se herovre, så det er et relevant spørgsmål, hvorfor det var spændende. Men det var det. I hvert fald tre af de fire ruiner adskiller sig væsentligt fra hinanden. Tikal, som Martins forældre har besøgt alene og som vi skal besøge med Sines forældre, er i høj grad afdækket og reetableret, som det så ud for mange hundrede år siden; Iximché er et rekreativt område i dag med respekt for ruinerne; Copán er særlig, fordi kunsten her er særlig og godt bevaret. Quiriguá, som var vores sidste stop på nærværende tur, var en oprørsk provins i Copán-kongedømmet - der er der også kunst, og det er ikke så forskelligt fra Copán ruinerne. |
|
|
|
I Copán ruinerne havde vi en såkaldt engelsk-talende guide, men det var overhovedet ikke noget problem at lytte til ham samtidig med, at jeg (Sine) tog omkring 80 billeder - han talte laaangsomt, gentog alting og desværre var hans engelske ikke værd at prale af. Ruinerne stammer fra en civilisation, der var på sidst højeste fra omkring år 500 til år 1.000, hvorefter den af ukendte årsager gik til grunde. Man gætter på at sult fik dem til at rejse fra området; at underklassen gjorde oprør eller sult / sygdom tog livet af dem. Men de to sidste gæt tror man ikke rigtig på - man har nemlig ikke fundet nogle lig. For nogle år siden troede man, at man havde fundet en gravplads, men nu ved man, at det var boliger for den sidste konges 5 koner. Nogle mener, at man udplyndrede jorden, fordi befolkningen voksede kraftigt hen mod civilisationens endelige, og at man i dag skal passe på at historien ikke gentager sig - men mayaerne tror faktisk netop på, at historien gentager sig og går i ring.
|
| Copán mayaerne rejste til vidt omkring og handlede med
andre kongedrømmer, hvis de ikke lige lå i krig. Den næstsidste konge
giftede sig med en prinsesse fra Mexico efter et besøg deroppe og
hjembragte ligeledes den ubehagelige vane, at ofre levende mennesker til
guderne. Traditionelt havde de ellers kun ofret dyr. Man gætter på at et
eventuelt oprør fra underklassen kan stamme fra den vane, men det var
kun med store, årelange mellemrum at mennesker blev ofret og det skulle
underligt have været en ære at blive ofret. Billedet ved siden af viser
den sten, menneskene blev ofret på. Bemærk afløbet til blodet. En af de
sidste konger blev selv ofret i Quiriguá, som derefter blev et
selvstændigt kongedømme.
En af de største attraktioner ved Copán er en kæmpe trappe med indbyggede stenfigurer med forskellige konger. Desværre koster det nogle gange dyrt at være fattig - bemærk på billedet at der mangler en figur. Den står på et universitet i USA og var betaling for, at universitets forskere har udgravet en god bid af Copán området. |
|
|
|
Honduras var for fattigt til at betale i penge. Universitet har kun
udgravet en brøkdel af det udgravede område - et område, som man regner
med, udgør 25% af hele ruin området... De har gravet i 100 år, og
arkæologerne regner ikke med at være færdige før om 300 år. Copán Ruinas, som nutidens Copán meget forvirrende hedder, var også meget interessant for os at opleve. Det overraskede os en del, at byen var i bedre stand end Antigua, som ellers lever godt af, at den også har status af en af verdens største kulturarve. De lokale indbyggerne var også svært anderledes; ikke engang gadesælgerne virkede som om de led synderligt af fattigdom sammenlignede med deres kollegaer i Guatemala (men vær ikke i tvivl om, at der også i Honduras er mange mennesker, der er svært fattige) og rigtig mange så ud som om de næsten var af ren europæisk afstamning - der var ikke mange, der så ud som om, at de var indfødte og af en slægt, der ikke har blandet gener med europæere. Ifølge vores guidebogs statistisk fra 1994 skulle Honduras dog være et fattigere land end Guatemala. Desværre kom vores lærer med en ikke særlig flatterende forklaring: Guatemala, El Salvador og Nicaragua er i dag de mest fattige lande - efter hendes vurdering, fordi det også er de tre mest politisk ustabile lande. Vi fik fornyet vores visum, har nu lov at blive i Guatemala frem til den 17. december - det var noget af en overraskelse, da dagen før afrejse mod Copán erfarede, at den gængse sandhed om man kan få fornyet visum ved et dagsbesøg til Honduras faktisk er lidt af et sats. I virkeligheden skal man forlade landet i mindst 3 døgn - vi var kun ude i ca. 20 timer, men de bippede ikke det mindste om ikke (gratis) at sætte deres stempel uden at besvær ved grænseovergangen, så vi drog straks glade videre mod Livingston, Rio Dulce og Quiriguá - se fortsættelse på dagbogssiden den 20. september. |
