Livingston - et helt andet land-  Rio Dulce og Quiriguá

Ja, vi havde jo troet, at det fremmede land på vores rejse i denne uge var Honduras - glem det, nok skrev vi, at der var klare forskelle mellem det Guatemala, vi kendte, og det Honduras, vi oplevede. Men det er intet mod forskellen mellem Livingston på Guatemalas caribiske kyst og resten af Guatemala. Livingston er en halvø nord for Rio Dulces udmunding i det caribiske hav tæt ved grænsen til Belize. 7% af byens befolkning stammer fra afrikanske slaver, der fik lejlighed til at flygte fra spanierne, da to skibe sank ud fra St. Vincent i det caribiske hav. De blandede sig her med indbyggere af sydamerikansk afstamning og dannede en race, der kaldes black caribs eller garifunas. De forsøgte oprør mod briterne og blev derfor deporteret til en ø ud fra Honduras, hvor spanierne fandt dem og bragte dem til fastlandet.

   

De har i Livingston blandede sig med indianere og europæere, men har i høj grad fastholdt deres eget kulturelle særpræg. Byen er flere gange blevet tilbudt en forbindelse til omverdenen via land, men det ønsker de ikke - derfor skal man sejle fra fx Puerto Barrios, som vi gjorde, eller Rio Dulce, som vi sejlede videre til.

Puerto Barrios er nok en hamrende grim havneby, hvis storhedstid er forbi for længst, men den fortjener alligevel at få en kommentar med på vejen. Vi kørte kun igennem den, ventede på en færge og skyndte os videre. Puerto Barrios forbindes ofte med historien om United Fruit Company og starten på borgerkrigen i Guatemala. 

   
I 1880erne blev havnen grundlagt af en guatemalsk præsident, der hed Barrios - derfor navnet "Havn Barrios" - men i 1930erne blev den overtaget United Fruit Company, der også kontrollerede jernbanerne og dermed stort set al international handel til og fra Guatemala. Selskabet, som er resultatet af et samarbejde mellem et amerikansk jernbaneselskab og en amerikansk frugtleverandør, var engang Centralamerikas største arbejdsgiver og dem, der lærte amerikanerne at spise bananer. Selvom de betalte høje lønninger i sammenligning med andre arbejdsgivere, var de ikke en særlig populær arbejdsgiver - folk arbejdede hårdt for en løn, der knap var til at overleve på. Så ikke overraskende fik virksomheden problemer i 1944, da guatemalanerne for første gang valgte en demokratisk regering.

En bananplantage ved Quiriguá
   

En lastbil med bananer - ikke af den slags, du spiser - de bliver fragtet i kølevogne.

Deres politik var, hvad man vel i Danmark ville kalde, midtersøgende, dvs. social-liberal, og de begyndte bl.a. at give land tilbage til den oprindelige befolkning. Det gik selv sagt ud over United Fruit Company, der ejede store landområder, og tja... de havde gode forbindelser til den amerikanske regering, der endvidere led af kommunist skræk, så de betalte via CIA en formue for at vælte demokratiet og indsætte et militærdiktatur i 1954. Dermed begyndte også en borgerkrig, der først "sluttede" i 1996. "Sluttede" står i situationstegn, fordi der sådan set kun er indgået våbenhvile for en periode på ti år. Det hører med til historien, at United Fruit Company blev opløst i 1958 af de amerikanske konkurrence myndigheder pga. monopollignende virksomhed. I dag ejes, hvad der var tilbage af United Fruit Companys aktiviteter i Guatemala, af Del Monte, og arbejderne lever stadig ikke i sus og dus - men det er der ikke rigtig nogen arbejdere i Guatemala, der gør. Det er en meget trist historie, fordi dette militærkup formodentligt satte demokratiet i dette land tilbage med mindst 50 år og ødelagde, hvad der kan have været begyndelsen til et rigere Guatemala, hvor mere end en brøkdel af befolkningen kunne have haft nok til dagen og vejen.
   
 

Nå, tilbage til vores tur til området. Vi var alle fire (Martin, Sine og Martins forældre) fuldstændigt energiforladte den første dag deroppe. Livingston er bare varm, og luftfugtigheden er bare ikke lige til at overse. Vi lavede derfor ikke meget andet end at indtage drikkevarer og gå en kort tur i den heldigvis ikke særlig store by. Det var meget underligt, at denne by lå i Guatemala. Vi så næsten intet traditionelt tøj og flere helt sorte mennesker end mennesker, der lignede indianere. Og folk var langt mere snaksaglige og smilende end guatemalanere flest.

De følgende tre dage fik vi dejlig rig lejlighed til at slappe af og nyde naturen. Først sejlede vi ned ad Rio Dulce, badede, hang ved kanten af båden og forsøgte af få kølet vores føder i vandet.

   

Desværre overnattede vi på Backpackers Hotel i byen Rio Dulce - ikke en stor oplevelse - vi havde specifikt sagt, at vi ikke ville bo på et hotel for backpackers, men dette var ikke bare for backpackers, men også byens hotteste gå-i-byen sted, og vores værelser var nabo til en benzinstation, der tændte for musikanlægget ikke mange timer efter festen var slut i baren...  Det var ikke lige vores idé om fred, ro og afslapning. Og så var der rigeligt med pistoler, narkohandel og narkoludere mellem gæsterne i baren, så vi besluttede, at det nok var bedst at forlade festlighederne og forsøge at falde tidligt i søvn - det sidste lykkedes selvsagt ikke.

Der var dog en sjov / speciel oplevelse på en positiv måde her - ved solnedgang vrimlede det pludselig med fluer omkring lamperne i restauranten ved vandkanten.
   

De fes rundt efter hinanden i et tempo, der var umuligt at tage billeder af. Servitricen bemærkede, at vi så os om efter et bord langt fra lamperne og sagde, at det kun tog 40 minutter, og så ville de dø - og ganske rigtigt - billedet til venstre er fra herretoilettet umiddelbart efter deres dødsdans.

Billedet nedenfor er af et gammelt spansk fort - spanierne blev på et tidspunkt godt trætte af engelske og franske sørøvere og byggede dette fort, så de kunne forhindre sørøverne i at sejle ind på Lago Izabel.

Næste dag var svært meget mere roligt - vi sejlede på Lago de Izabel om formiddagen - og ankom til en bondegård, der ligger på bredden af søen.

 
Den er både bondegård, hotel og forbindelse til nogle kilder, hvor vandet er koldt, men hvor vand fra varme vandfald falder ned til. Den var meget sjovt at besøge. Vandet var koldt, der hvor vi hoppede i - men så varmt tæt på vandfaldet, at vi ikke turde svømme ind under det. Heldigvis var bondegården enorm rolig - de fik strøm via en generator, som kun var tændt mellem kl. 18 og 22.30. Oven i købet havde de problemer med den, så der var kun strøm i ganske få timer, den dag vi var der. Det var også ret hyggeligt - der var ikke mange gæster, og restauranten fungerede nærmest som dagligstue. De kom med dug og dækkede op, som man nu gør her med familiens overhoved for bordenden, hustruen til den ene side og så ellers revl og krat ned langs siderne. Man skulle også bare sige, hvad man gerne ville spise - der var intet menukort - de kunne jo altid se, hvad spisekamret gemte, og om de kunne opfylde vores ønsker.
   
Den sidste dag krydsede vi søen og gik i land - det var en hyggelig tur, men på det tidspunkt glædede vi os også til at se Antigua og mere hjemlige omgivelser. På vejen skulle vi dog lige omkring Quiriguá - den maya ruin, vi skrev lidt om på dagbogssiden fra den 14. september. Der var flere stelaer, men ærligt talt også så varmt, at vi nærmest smeltede og ikke fik ret meget ud af det. På trods af rigelige mængder af solcreme med faktor 30 på hele turen er Martin nærmest sort i nakken og Sine ditto i ansigtet.

Tilbage i Antigua måtte vi desværre konstatere, at vejret havde været svært anderledes her. Det havde regnet kraftigt og bagvæggen i vores skab var muggen - ligesom meget tøj, mange bøger osv.

   
Noget tøj er til rens og vores bøger ligger stadig til tørre (to dage efter), men vi tog en hurtig beslutning om en mere skrabet tilværelse rent materielt de næste par måneder og sendte en propfyldt, tung kuffert med Martins forældre mod Danmark i dag. Og Sines forældre få lov at tage mere med hjem, når de vender næsen hjemad (de kommer i næste uge) - ærgerligt, ærgerligt, men umiddelbart kan vores ting reddes endnu, og så må vi jo bare tage vores forholdsregler, ikke ligge vores ting op ad væggen og holde godt fat i den affugter, der er vandret ind på vores værelse.

PS: Kig i fotoalbumet - der er mange flere smukke / interessante billeder, som der ikke er plads til her.

 

Sine og Martin Lindegaard Espenhains hjemmeside