Skriv en titel

Ja, undskyld vi aldrig har skrevet om Antigua og Landsby ture. Men det blev aldrig til noget. Hverdagen har for alvor meldt sin ankomst herovre - vi har set det Guatemala, vi kommer til at se - den sidste bid sammen med Sines forældre - så det har været lidt trist at vågne op til hverdagen, da de var taget hjem. De efterfølgende weekender er ret så lange at komme igennem. Derhjemme er en weekend fyldt med lektier og ingenting, ikke så skidt - vi får altid gået en lang tur, drukket noget kaffe eller på anden måde brugt noget tid i selskab med nogle andre og ikke mindst læst avisen den halve søndagen. Men her kan det godt være ret så kedeligt.

En god grund til, at vi er svært trætte af weekenderne herovre, er også, at når vi skal lave lektier, kan vi vælge imellem at sidde på værelset og føle os hjemløse, fordi vi kun kan opholde os i sengen. Ellers kan vi sidde på en af caféerne, som er vores eneste anden mulighed, hvilket efterhånden er ret så kedeligt, især fordi vi føler os hjemløse ved ikke at have noget ordentligt sted at gå hen. Og så gør det det desværre heller ikke bedre, at vi for tiden er ret trætte af børnene her i huset – Martin har lige været syg - han havde en gang maveonde i sidste uge og spiser stadig antibiotika. Først var vi bange for at han havde stivkrampe, fordi han havde ondt og stivhed i alle musklerne. Stivkrampen kom på tankerne, da symptomerne begyndte efter at var faldet og havde slået hul nogle steder på huden på en fodboldbane nogle dage før. Men så fik han diaré og tja, det var næsten rart, for så tog vi på hospitalet og de tog nogle prøver, der viste, at han havde nogle svampe og nogle bakterier i maven og at det var det, der var galt. Med en vidunderpille samt antibiotika turen er der sket underværker, og i tirsdags var det på tide at komme tilbage på arbejde.

Pedro og en piñata.

Den sidste dag, han var syg, endte vi med at gå hjemmefra med hovedpine, fordi børnene råbte og skreg i timevis! Og det er altså lidt trist at sidde på en café, når man i virkeligheden trænger til at sove, fordi man er syg. Før vi gik, havde vi faktisk forsøgt os med tagterrassen, hvor børnene så også valgte at indfinde sig – Delma sad og læste deroppe, da de kom – og følte sig så forstyrret af deres råben og skrigen, at hun gik ned på hendes og Martíns værelse – da Pedro tissede midt på fliserne, sagde jeg noget til ham, og han råbte grimme ting tilbage; bagefter gav de sig til at lege piñata (sådan en papirdukke, som de slår på til børnefødselsdage) bare på den ene gynge – det, sagde vi også, ikke var ok – men det er altså ikke vores børn, og det kunne høres i hele hytten, så til sidst gik vi. Da vi kom hjem igen, var der ikke noget vand – børnene havde nemlig også kastet sig over det vandrør, hvor vandet kommer ind i huset – og havde slået hul på det, så der ikke var vand igen før næste formiddag, hvor blikkenslageren havde været på besøg... men det, Martin og jeg var mest forskrækket over, var sådan set, at Delma sagde lige ud, at hun var gået nedenunder, fordi børnene var umulige, og hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med sine børn, der generer / ødelægger meget – og sagde, at de måske skulle sende dem på sommerskole – hvad med at opdrage på dem!

Da vi var til fødselsdag med dem i sidste weekend, ville hun købe en ekstra piñata til Pedro, fordi Pedro altid bliver umulig og ikke vil dele dem med de andre børn! Vi er efterhånden begyndt at foretrække til vores værelse, når børnene kommer ned, mens vi spiser og giver sig til at råbe og skrige – og det virker altså også, som om det bliver værre og værre. Nå, men det kan også være, at vi synes, at det står så grelt til med de børn, fordi vi gerne vil have eget tag over hovedet og fx selv bestemme, hvad vi spiser. Alt de her skete fredag - lørdag, og det gjorde ikke ligefrem, at vi glædede også rigtig meget til mandag, hvor de var De Helliges Dag, og vi havde sagt ja tak til at følges med familien på kirkegården for at besøge de døde.

Det var nu en meget hyggelig og mærkelig oplevelse - vi havde for lang tid siden bestemt, at vi synes, at den normale turist-tradition på De Helliges Dag var for klam - der er en kirkegård ikke langt fra Antigua, hvor det halve Guatemala og alle turisterne traditionelt valgfarter til - så går folk rundt som sild i en tønde og sætter kæmpe, kæmpedrager op, som er store nok til at man blive slået ihjel, hvis man er rigtig uheldig og få en af dem i hovedet - Og ærligt talt, der er da lidt synd for de mennesker, hvis kære ligger på denne kirkegård. Så vi havde bestemt, at vi ville aflægge Antiguas kirkegård et besøg og gå op på byens udsigtspunkt og kigge på drager.

	Antiguas kirkegård var også pænt fyldt - og uden for porten var der stopfyldt med folk, der solgte blomster. Men det der gjorde det til noget særligt, var at folk var glade - og gik rundt til de gravstene, hvor der lå nogen de kendte - "her ligger min veninde og hendes søster - de døde i en trafiklykke for tre år siden", "her ligger min oldemor", "her ligger min bedstefar", "Vi skal lige hilse på min søster; hendes mand døde for et par år siden" Søsteren og hendes fire børn var - som traditionen dikterer - i gang med at rengøre gravhuset og pynte med blomster. "Gravhuset" fordi folk herovre bliver begravet i huse over jorden med hele deres kiste. De bliver ikke brændt, og i de største huse kan der være op mod 15 mennesker - når der så ikke er mere plads, bliver de ældste ben samlet i et rum, og så kan der være lidt flere...

Normalt spiser familierne deres medbragte frokost ved familiens gravplads - en traditionel ret med alt hvad hjertet begærer - vi spiste den dog derhjemme - der tager flere dage at forbedre det, fordi der er et hav af grøntsager i og fire forskellige slags pølser, kylling, ost og en marinade. Nok var det spiseligt i modsætning til det, Martin blev udsat for for to år siden, men det smagte ikke godt...


Efter kirkegården viste familien os en grund, de havde købt i weekenden (du må gerne spekulere over, hvor de har pengene fra - de plejer at have likviditetsproblemer). Det var i et af de her lukkede nabolag, som vi i et stykke tid har snakket om, kunne være sjove at se fra den anden side af muren. Der var et kæmpe fælleshus, man kunne leje til at holde fester med et stort grønt område foran med to svømmebasiner og masser af picnic borde. Og området havde omkring 300 grunde, der var til salg nu, men på sigt er der mindst en udstykning mere, som også skal indeholde tennisbaner, legeplads og indkøbscenter. De rige kan... Og så skal de faktisk ikke være så rige igen - en grund kostede $ 7.000 lørdag og var dog steget til $10.000 mandag, og det koster ca. $15-16.000 at opføre et hus på grunden på 75-80 kvm. - det er 135.000 kroner! Og hvis man lejer huset ud, kan det tjenes hjem på ca. 5 år - altså hvis der ikke kommer et jordskælv og ødelægger det - for husforsikringen er ikke opfundet herovre.

Vi kom ikke op på udsigtspunktet - vi så drager nok på vej hjem fra udstykningen, og vi var for trætte af uopdragne møgunger. Billederne her på siden er fra vores nye ynglingscafé. Vi synes ikke, at vi kunne være bekendt at tage billeder på en kirkegård.