Hvad I alverden, vi lavede der? Ja, det nåede vi også at spørge os selv om et par gange - hvis vi havde vidst, hvad vi havde indlagt os på, var vi jo nok også blevet væk - men nogle gange er det måske sundt ikke at vide sådan noget.

Martin fik stukket en seddel med en invitation til morgenmad i hånden, da han var på vej hjem fra arbejde fredag - "hvem kommer" - det gør Franklin (skolens ejer), Gustavo (Martins sidekammerat) og "sådan nogle" - Fint, det kunne da være hyggeligt nok, inden vi alligevel skulle på skolen og ringe til Martins storebror, som havde fødselsdag.

Nogle dårlige vaner har vi ikke skilt os af med - så vi kom et par minutter for sent - med det resultat, at vi kom til at sidde ved et bord for os selv. Vi nåede dog at snakke med et kendt hoved, som vi spurgte, hvad det her egentligt var, som vi var inviteret til - har nogen fødselsdag??? Eller??? - "Der er bare for at chatte". Og "Sådan nogle" viste sig at være en håndfuld kollegaer og en 40-50 andre.

Da de fleste havde spist, skulle der så "chattes" fra en talerstol, af en gammel gråhåret gut, der kaldte sig professor i antropologi!

Og i familiens hierarki har FAREN og moren magten, og regeringen skal ikke bestemme noget i familiens hierarki. Det kunne jo ikke være rigtigt, at børnene bare kunne sige, at forældre ikke måtte komme ind på deres værelse...

Da manden havde ævlet løs på denne facon i en times tid, havde vi en enkelt gang eller to tabt opmærksomheden. Til sidst ville han dog have, at vi samles i grupper og diskuterede synspunkterne plus hvad VI kunne gøre ved fattigdom. Av vores arm - for hvordan siger man pænt, at manden sgu da er helt forskruet, og vi ikke kunne være mere uenige! David, som driver skolens rejsebureau, og Carlos, som er en af skolens projektmedarbejdere og derfor en af Martins nærmeste kollegaer, var også kommet sent, og vi slog os sammen med dem. Stakler - de var helt chokket over, at vi var dybt uenige. Men forstod egentligt godt vores synspunkt om, at VI kunne betale skat (Under 10% af Guatemalas befolkning betaler skat), så VI kunne få nogle skoler og noget uddannelse, så det kan være, at Guatemala i fremtiden kan arbejde sig ud af sin fattigdom.

Både Carlos, David og vi selv var rimeligt forskrækkede, da professoren ville have en fra hvert bord til at fremlægge gruppens resultater - og Carlos og David ikke mindre forskrækkede, da vi ikke ville skrive vores navne på en seddel til lodtrækning om, hvem der skulle være offer -  ingen af os kan jo lyve, og der er ingen grund til at sige, at vi synes, at professorens synspunkter, som de fleste tilsyneladende var vildt enige om, ikke bare efter vores mening er svært skadelige; de er også så uintelligente, at loven burde forbryde dem...

 Carlos endte med at få æren - og fortælle, at de to danskere ved hans bord mildest talt var uenige, og de mente, at løsningen hedder skat, uddannelse til alle og tålmodighed.

Men inden da nåede vi alle at blive godt forskrækket, da professoren spurgte, om frøken dernede ikke var fra Skandinavien, hvad jeg hed, og om jeg ikke lige ville komme op til talerstolen... Heldigvis for at lege lykkens gudinde og udvælge et offer, fordi jeg jo måtte være "neutral"... Folk var generelt rørende enige med professoren, på nær en enkelt, der mente, at problemet var spirituel fattigdom...

En efterfølgende snak om Grundtvig, andelsbevægelser, og hvad der ellers var vejen frem for et par hundrede år siden i Danmark, blev til, at Carlos og David mente, at de må en tur til Danmark og kigge på tingenes tilstand... Og en efterfølgende snak, også med Gustavo, førte til en del udfordring af deres fantasi - hvordan kunne vi IKKE tro på en Gud og Biblen i bogstaveligste forstand - at vi ikke tror på noget hinsides, men udelukkende på kristendommen og biblen, som ikke række værdifulde forskrifter om hvordan man bør leve sit liv, var omend meget abstrakt. "I kommer også fra et meget mere udviklet samfundet", "I er også mere udviklede".

Kardemomme

Men det er sjovt - for de er faktisk heller ikke selv i tvivl om, at uddannelse er svaret. Og de ved godt, at man ikke bare kan sidde med hænderne i skødet og vente på den dag, Gud sender en ikke-korrupt regering. Og de ved også godt, at vi har masser af respekt for dem som mennesker, holder af deres land og godt har forstået, at der findes ingen nemme løsninger.

Som lidt perspektiv på ovenstående og sidste dagbogsside, kan vi jo også lige nævne, at forældrene, der hvor vi bor, er på hhv. kvinde og herre weekend med kirken - moren sover dog hjemme - og børnene render rundt og keder sig alene - pige i huset har for travlt med at gøre rent (hele huset HVER dag) og lave mad til at andet end at råbe efter dem, når de laver noget, de ikke må. Pedro - familiens mindste - har været en del på besøg på vores værelse de sidste dage - og på denne korte tid, er det faktisk lykkedes os at lære ham, at på vores værelse, er der ingen, der slår; man siger undskyld, når man laver noget, der gør ondt på andre, og man hjælpes ad (og han bliver sjovt nok pavestolt, når han kan hjælpe med noget!)

Tja - skulle du undre dig over, hvorfor siden her er illustreret med kaffeplanter, så er det, fordi vi senere på dagen, tog på kaffefarm.